Main Media

FIFTY SHADES OF WHITE: Hvad er afgørende, når du skal vælge hvid farve?

Hvid er ikke bare hvid. Det er vigtigt at vælge den helt rigtige nuance, hvis der skal males eller udskiftes døre og vinduer.

De fleste danskere foretrækker at holde vægge, vinduer og døre i hvide nuancer. Men hvid er ikke bare hvid – der findes utallige nuancer af den populære farve. Sådan lyder det fra dørproducenten Swedoor. Her kommer tre tommelfingerregler, når du skal vælge, hvilken hvid farve der passer til dit hjem.

1. Vælg nuance med omhu

Først og fremmest er det vigtigt, at farven på døre og vinduer stemmer overens med vægfarven – hvis begge er hvide vel at mærke. Konsekvent brug af den samme nuance vil give en stærkere sammenhængskraft i boligen og undgå, at hjemmet fremstår ”sjusket” og ugennemtænkt.

2. Brug farvekoderne

Det kan være svært at vurdere ved øjemål, om to udgaver af hvid er ens. Derfor kan du med fordel benytte nuancernes unikke farvekoder for at opnå et mere præcist resultat. Vær i den forbindelse opmærksom på, at mange producenter har en specifik hvid standardfarve, og at nuancen kan variere fra virksomhed til virksomhed.

- Hos Swedoor benytter vi én bestemt standardfarve til hvide indvendige døre, men vi kan levere alle døre i lige præcis den farvekode, der ønskes. Vi opfordrer derfor folk til at undersøge hjemmets vægge og vinduers unikke farvekoder, før de udskifter døren, så elementerne harmonerer og falder naturligt ind i indretningen, lyder det fra Peter Sejling, der er salgsdirektør for Nordeuropa i Swedoor.

Det er muligt at låne en farvescanner i de fleste byggemarkeder eller malerforretninger.

3. Match med hjemmets andre farver

Nogle farver fungerer bedre sammen end andre. Det bør derfor også være en del af overvejelserne, når du skal vælge en hvid farve. Hvis du har et hjem med mange varme og mørke farver, bør du vælge en bomulds- eller æggeskalshvid. Hvis du derimod holder dit hjem i lyse, rene og kølige toner er en mere klassisk hvid farve at foretrække. Mod sådanne farver vil bomuld og æggeskalshvid blot virke gul. Hvis du er i tvivl, så søg hjælp hos din lokale håndværker eller maler.