Main Media

Sådan gør du din yderdør klar til vinter

Nu kommer tiden, hvor vi søger indendørs i hyggen og varmen, mens vejret udenfor bringer kulde og regn. Men før du synker for dybt ned i sofaen, så brug gerne lidt tid på at gå din yderdør efter, især hvis den er af ældre dato, så den bliver klar til at stå imod vinterens barske, kolde og våde vejr.

- Jo bedre stand din yderdør er i, jo større komfort får du også indendørs, og det tager virkelig ikke lang tid at give din yderdør lidt bedre betingelser i vinterhalvåret. Sådan lyder meldingen fra Peter Sejling, salgschef i SWEDOOR, som er en af Danmarks største dørproducenter. Han har stor erfaring med vedligehold af døre, og hvis man har en ældre yderdør, anbefaler han, at man tjekker disse fem ting, før vinteren for alvor rammer os:

1. Døren binder
En stram yderdør er en klassisk skade på ældre døre, som kan vise sig efter mange års brug, hvor døren har udvidet sig i perioder med høj luftfugtighed. Så bliver den skæv og kommer til at støde mod karmen. Kølig træk følger ofte med en skæv dør, og det nedsætter ikke blot komforten i hjemmet, men kan ofte også ses på varmeregningen. Problemet kan løses ved at slibe eller høvle på døren eller karmen der, hvor de gnider mod hinanden. Men vent lige med at give den gas med høvl og sandpapir, før du har rådført dig med en professionel håndværker.
 
2. Løse hængsler
Yderdøre er meget tunge og vejer gerne over 50 kg. Denne høje vægt gør, at døren gennem årene kan trække hængslerne skæve. Heldigvis er det nemt at rette op på. Hvis hængslerne er blevet løse, kan man normalt let skrue dem fast igen. Er det ikke nok, må du afse lidt længere tid, hvor du tager døren og hængslerne af og skruer dem i på ny i noget fast træ. Måske er hængslerne også blevet bukkede eller vredet. Er det tilfældet, så kontakt din håndværker, som kan justere hængslet på plads igen med en hængselbukker.
 
3. Sprækker i lakken
Det danske vejr slider på husets yderdøre, og det ses tydeligt på maling og træbeskyttelse, der med tiden kan blive tyndere, krakelerer eller skaller af. Måske er træet begyndt at sprække, og hvis du også kan få øje på overfladisk mug eller alger, er det tid til at finde malerpenslen frem – gerne mens vejret stadig tillader det. Eventuel gammel maling eller andre ujævnheder bør slibes ned, før du grunder og maler. Mal gerne yderdøren med træbeskyttende maling hvert femte år. Har du en helt ny dør, kan du også smøre den i bilpolish et par gange om året, fx efterår og forår. Polishen bevarer dørens glatte overflade og beskytter mod hårfine krakeleringer, der lader fugt slippe ind i dørkonstruktionen.
 
4. Utætte fuger
Fugen omkring yderdøren skal slutte tæt om dørkarm og muren. Har fugen fået revner, eller har den sluppet en af overfladerne, kan både vind og fugt trænge ind og forårsage råd, svamp og fugtskader. Derfor er det vigtigt at inspicere fugen årligt. Er der utætheder, skal fugen skiftes ud.
 
5. Et løst håndtag
Hvis du har endnu to minutter i overskud til vintertjek af yderdøren, så grib lige skruetrækkeren, og stram skruerne på håndtaget. De kan godt være blevet lidt løse hen over sommeren. Et godt og fast håndtag er prikken over i’et på en solid, flot yderdør.

Kunne du lide hvad du så?

Del dette med en ven