Main Media

Tilgængelighed – Hvad bør man overveje, når det kommer til døre

Smart

Der er meget at tænke på, når det handler om tilgængelighed og døre. Helt overordnet handler det primært om frie åbningsmål og bundstykker. Der er også en række krav til dørens placering, men det vil ikke blive berørt i denne tekst.

Frit åbningsmål

Åbningsmål opgøres efter dørens åbning ved 90 og 180 grader. Ved 90 grader indgår dørbladet i åbningsmålet, når døren står åben. Ved 180 grader er det længden mellem dørens anslag, som udgør åbningsmålet, da dørbladet i dette tilfælde ikke fylder i dørens åbning. 

Der er forskellige krav til, hvor stort det frie åbningsmål skal være. Det er oftest afhængigt af det miljø, som døren indgår i. Det ser generelt sådan her ud: 

Private boliger 

Dør i hovedentreen: 800 mm
Mindst en dør til alle rum i stueetagen inklusiv toilet og køkken: 760 mm

Offentligt miljø

De fleste døre: 800 mm
Døre til kontorer, små grupperum, etc.: 760 mm
Handicaptoilet: 900 mm

Åbningsmål ved 90 og 180 grader findes i måltabellen, som findes nederst på alle produktsider i vores tekniske katalog Mål & Fakta.  

Bundstykker

Der skal ifølge BBR helst ikke være bundstykker i døren overhovedet. Hvis man ikke kan komme uden om at montere et bundstykke, skal den være så lav som muligt. BBR anbefaler ikke en max højde, men grænsen ligger typisk mellem 15-20 mm.