Main Media

Sådan kan du give hjemmet en frisk forårsmakeover

Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og det er derfor en oplagt tid at friske hjemmet op og invitere de lyse tider indenfor. Indretningskonsulent Caroline Overgaard deler sine bedste tips til at give boligen en frisk forårsmakeover, hvor alt lige fra døre til gardiner bliver inddraget. 

Efter en kold og mørk tid skriver kalenderen nu endelig forår. Den lange vinter har måske sat sit præg på mange danske hjem, og det er derfor oplagt at udnytte forårets ankomst til at pifte boligen op og lukke foråret indenfor. Ifølge indretningskonsulent Caroline Overgaard, som står bag indretningsvirksomheden Overgaard Design, kræver det blot ganske få justeringer at friske hjemmet op til foråret:

- Man kan med fordel tænke over farve- og materialevalg, som kan variere fra sæson til sæson, og derudover går mange i denne tid efter løsninger, som kan lukke lyset ind i hjemmet, lyder det fra Caroline Overgaard, som kommer med tre gode tips til at give boligen en forårsmakeover. 

1. Frem med farverne

De fleste hjem trænger efter en mørk vinter til at blive piftet op med friske forårsfarver, som passer til sæsonen og måske endda kan være med til at understrege en bestemt stil i indretningen. 

-  Mens nogle giver den gas med farver og vilde kombinationer, går andre mere efter de rolige og afdæmpede farver. Det handler om, hvilken stil man gerne vil udtrykke, men de fleste har tendens til at skrue lidt op for farverne, når vi træder ind i forårssæsonen, og det kan afspejle sig i alt lige fra vægge, gardiner, pynteting og selv til dørene, hvis man tænker mere langsigtet, forklarer Caroline Overgaard.

Hos Swedoor mærker vi i stigende grad en interesse for farvede døre, som kan være med til at sætte et personligt og unik præg på hjemmets rum: 

- Generelt kan man sige, at danskerne er blevet mere modige og i højere grad tør at kaste sig ud i de mere iøjnefaldende og dominerende farver. Tidligere skulle alle husets døre helst være hvide, men i dag oplever vi, at mange danskere aktivt tager stilling til, hvilken farve dør der passer bedst i det enkelte rum. Man kan også med fordel skabe en rød tråd i boligen ved eksempelvis at vælge døre i samme farve som møbler og pynt for at skabe et helstøbt udtryk.

Saadan-kan-du-give-hjemmet-en-frisk-foraarsmakeover-kreditering-Caroline-Overgaard

2. Luk lyset ind

Når forårssolen efter en lang vinter endelig begynder at vise sig, er det ifølge Caroline Overgaard en god idé at tænke i løsninger, som kan lukke lyset ind i hjemmet:

- Man kan aldrig få for meget lys, og et godt udgangspunkt for at give lyset de mest optimale betingelser er blandt andet store vinduespartier og glasdøre i alle de rum, hvor det giver mening, hvilket også skaber et let og elegant udtryk i hjemmet. Alternativt kan man tage et kig på husets gardiner, som kan have tendens til at tage meget af lyset. Her kan man i stedet overveje at få gardinerne ud på væggen, således de let kan trækkes fra og ikke spærrer for solen, forklarer Caroline Overgaard. 

3. Naturlige og friske elementer

I det tidlige forår er det desuden oplagt at implementere friske elementer i indretningen som eksempelvis blomster og grene, som kan være med til at underbygge forårsfornemmelserne. Både friske blomster og tørrede buketter med en lang levetid er fortsat et hit i mange danske hjem, som med fordel kan tænkes ind i indretningen i denne forårssæson.