Main Media

Sådan integrerer du døren i indretningen

En dør behøver ikke bare at være en dør. Faktisk er der i dag mange, der integrerer døren i indretningen, hvilket både kan skabe harmoni og give mere kant til hjemmet.
 

Måske husker du tendensen fra 80’erne og 90’erne, hvor pangfarver gerne måtte præge væggene i hjemmet. Denne tendens blev senere opfattet som værende kikset og gammeldags, men rent faktisk er farvetrenden inden for de senere år vendt stærkt tilbage. I dag ses der flere og flere eksempler på, hvordan en farvet væg, en dør eller et møbel kan være med til at give rummet et helt unikt udtryk. Denne tendens ses blandt andet hos dørproducenten Swedoor, der oplever en stigende interesse i at integrere døren i hjemmet blandt andet ved hjælp af alternative farvevalg.

- Hvis du går med overvejelser om at give én af væggene i rummet en ny og anderledes farve, men endnu ikke helt tør at kaste dig ud i det, så kan du med fordel holde dig til døren for at skabe samme effekt, uden at farven overtager hele rummet, siger Peter Sejling, der er salgsdirektør for Nordeuropa hos Swedoor.

At give døren en ny farve er dog ikke den eneste måde, hvorpå du kan medtænke døren i indretningen. Mange er nemlig ikke klar over, at en dør kan have flere funktioner end bare at åbne og lukke. Faktisk kræver det ikke særlig meget opfindsomhed at pifte hjemmets mange rum op og udnytte de muligheder, som en dør – i bogstavelig og overført forstand – åbner op for. Peter Sejling kommer her med tre gode råd til, hvordan du kan integrere en dør i indretningen, der passer til lige præcis dine behov.

1. Slip kreativiteten fri

Minimer oprydningen på børneværelset ved at forvandle døren til et lærred, en tavle eller et white-board, som tillader, at barnet kan udfolde sin kreativitet i timevis – uden at gulvet efterfølgende kræver flere timers oprydning.

2. Brug døren som spejl

Hvis dit hjem kun er forsynet med ét badeværelse, kan du højst sandsynligt nikke genkendende til, at der til tider kan være kamp om pladsen – især hvis der er en teenager i huset, som gerne bruger timevis foran spejlet. En nem og overkommelig løsning kan være at integrere et spejl på indersiden af døren, eksempelvis på teenageværelset eller i soveværelset.

3. Udnyt rummet

En dør kan ofte optage unødig plads – især i de mindre rum – og en pladsbesparende løsning kan være at installere skydedøre, hvor døren ganske enkelt forsvinder ind i væggen, når den åbnes.