Main Media

Tv-kendis bygger unikt betonsommerhus i Klitmøller

Et stenkast fra havet i Klitmøller ligger et nybygget og særpræget sommerhus, som er bygget og opført af tv-kendissen Thomas Uhrskov. Sommerhuset afspejler den rå natur, som kendetegner Vesterhavet, hvilket ses i alt fra betonkonstruktionen til boligens speciallavede egetræsdøre.

Igennem 30 år har tv-kendissen Thomas Uhrskov og hans hustru Helle Schjønning holdt ferie i vesterhavsbyen Klitmøller, som bedst er kendt for sin fantastiske natur og surfer-spots. Derfor er Klitmøller på mange måder blevet familiens andet hjem, hvilket har sat drømmene i gang om at bygge deres eget sommerhus, som kan fungere som et fast fristed væk fra storbyen.

For en gør-det-selv-type som Thomas Uhrskov var der ingen tvivl om, at familien selv skulle opføre det nye sommerhus, som hans hustru har tegnet – også selv om byggeprocessen viste sig at være en stor mundfuld, som har varet i næsten tre år.

- Da vi er kommet i Klitmøller gennem mange år, har vi boet i forskellige slags sommerhuse, hvilket har givet os inspiration til, hvordan vi selv ønsker at bo. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at sommerhuset er bygget i beton, da det er et materiale, som både min kone og jeg har en særlig forkærlighed for. Ligesom det også har været vigtigt for os, at sommerhuset afspejler den rå natur, som kendetegner Klitmøller, lyder det fra Thomas Uhrskov.

Et enkelt og naturligt udtryk

Foruden familiens fokus på at invitere vesterhavsnaturen og lyset indenfor i boligen, har det været afgørende med et roligt og enkelt udtryk i indretningen. Det har blandt andet betydet, at egetræ er valgt som et gennemgående materiale i alt fra sommerhusets køkken til døre:

- Jeg kan godt blive lidt stresset over huse med mange forskellige løsninger og materialer. Derfor har vi bevidst valgt at begrænse variationen i vores materialer, så egetræ og beton er de bærende elementer. I den forbindelse var det helt naturligt for os, at vores døre også skulle være i egetræ, da det er med til at forstærke den røde tråd, som vi har forsøgt at skabe i vores indretning, forklarer Thomas Uhrskov.

I sommerhuset har parret valgt dørproducenten Swedoors mest eksklusive dørserie SUPERIOR Plan i eg. Men dørvalget har på ingen måde været en standardløsning, da de er blevet produceret efter nogle helt særlige specialmål:

- For at gøre sommerhusets udtryk lettere har vi valgt, at dørene skulle være højere og smallere end de standardmål, som langt de fleste døre fremstilles efter. Det bidrager blandt andet til et mere elegant look, samtidig med at rummene føles højere og mere rummelige, siger Thomas Uhrskov.

Sommerhusets Swedoor-døre er desuden udstyret med mekaniske bundstykker, som sænkes, når døren lukkes, og hæves, når den åbnes igen. Løsningen er med til at reducere lydniveauet i sommerhuset samt understøtte den rolige og enkle indretning, da gulvene ikke brydes af dørtrin.