Main Media

Støjreduktion: Sådan skruer du ned for larmen

Bliver du ofte irriteret af volumen på naboens tv, eller føler du dig generet af støj fra gaden? Her kommer 5 gode råd til, hvad du selv kan gøre for at dæmpe forskellige støjgener i dit hjem.

Vi kender nok alle følelsen af at skære tænder i ren frustration over irriterende støj. Med puden klemt sammen om ørene i de små timer, irriterer vi os over naboen støj eller over teenagerens behov for sene telefonsamtaler. Irriterende og forstyrrende lyde går os let på nerverne, og det er faktisk bevist, at en aktiv indsats for at dæmpe støj har en positiv effekt på både energiniveauet og ens generelle velbefindende.
 
Du skal selv gøre flere ting for at reducere uhensigtsmæssig støj. Det ved dørproducenten SWEDOOR, som i mange år har arbejdet intenst på at udvikle støjreducerende produkter til hjemmet, og du får her 5 af deres bedste råd til, hvad man selv kan gøre for at komme støjen til livs.

1. Start med dørene
De indvendige døre er et rigtig godt sted at starte, hvis du aldrig før har lavet en støjreducerende indsats i dit hjem. Traditionelle, lette døre beskytter nemlig ikke meget mod støj og holder som regel kun op til 21 dB ude. Hvis de skiftes ud med døre med en massiv kerne, kombineret med en ny karm med tætningslister, kan døren holde op mod 30 dB ude. Der findes selvfølgelig specialløsninger, som kan klare endnu mere, men du vil se, at en almindelig, massiv, indvendig dør kan ændre støjniveauet markant, og så kan den købes for en overkommelig pris.
 
2. Støj gennem vinduer
Mange er generet af udendørsstøj, fx fra en nærtliggende vej eller togbane, eller af generel larm fra gaden. En stor del af disse gener kan undgås ved at montere nye vinduer med lyddæmpende ruder. Disse vinduer kan holde op mod 45 dB ude af hjemmet. Hvis nye vinduer er for stor en mundfuld, kan du evt. først se efter, om klemte eller ødelagte tætningslister trænger til udskiftning, eller om revner imellem karmen og muren skal stoppes til. Man kan også montere forsatsruder. Alle disse løsninger kan nemlig også have positiv indflydelse på støjreduktion.
 
3. En ekstra væg på væggen
En effektiv måde at lydtætne en væg på er at montere en forsatsvæg, som kan op mod halvere støjen fra det tilstødende rum. Forsatsvæggen består typisk af to lag gipsplader, som bygges uden på den gamle væg ved hjælp af stållægter. Det skal være min. 10 cm mellem den nye og den gamle væg, og i hulrummet anbringes en vis mængde isoleringsmateriale. Det skal dog siges, at en forsatsvæg i sagens natur kræver plads i rummet og måske også, at installationer skal flyttes.
 
4. Lad loftet kan tage støjen
Døjer du med støj i selve rummet, fx i køkkenet eller stuen, kan specialudviklede loftplader med en særlig struktur absorbere støj og give en bedre akustik. Hvor hårde og glatte flader såsom beton og gips bevirker, at lyden har en lang efterklangstid, og at rummet ”runger”, gør plader med en åben overfladestruktur det nemmere at høre, hvad der bliver sagt, både ansigt-til-ansigt- og ikke mindst over telefonen.
 
5. Tæpper på gulvet
Tæpper på gulvet er ikke kun gode til at holde på varmen i huset – de er også med til at holde støjen nede. Tæpper er lydabsorberende, mindsker efterklang og medvirker til en bedre akustik. Jo større og tungere de er, jo bedre er de til at dæmpe lyde, og der bliver i dag produceret tæpper, som kan reducere støj med op til 25-35 dB.
  
Sådan opfatter du lyd:
  • En ændring på 1 dB er knap hørbar
  • En ændring på 3 dB kan høres
  • En ændring på 5-6 dB er en meget tydelig ændring
  • En ændring på 8-10 dB opfattes som en fordobling/halvering af lyden
Kilde: Bolius
 

Kunne du lide hvad du så?

Del dette med en ven