Main Media

Skydedøren giver mere plads

Den traditionelle skydedør har fået et comeback i de danske hjem, ikke mindst fordi den giver mere gulvplads i et rum, og men også fordi den fås i et hav af forskellige modeller og designs. En skydedør kunne være netop det indretningstrick, du står og mangler i din boligindretning. 

Nogle gange kan det være svært at finde plads til alle møbler, især hvis man bor i et kompakt hjem. Et godt råd til mere gulvplads kunne være at se nærmere på døren, som i sig selv kræver en del plads, når den skal åbnes og lukkes. Det mest almindelige alternativ til en traditionel dør er skydedøren:
 
- Mere gulvplads er simpelthen overskriften, når det kommer til skydedøre, fortæller Kirsten Haarbo, produktchef i Jeld-Wen Door Solutions og fortsætter: - Man får mere plads der, hvor en almindelig dør skal have ”svingplads” til at åbne og lukke. Det giver rum og luft – især i værelser, hvor pladsen er trang, for eksempel ved skabe og tilstødende rum.

Der findes to hovedtyper af skydedøre: Udenpåliggende, hvilket betyder, at døren kører langs væggen på en skinne, samt indbygget, hvor døren køres ind i væggen. Fordelen ved en indbygget skydedør frem for en udenpåliggende er, at den indbyggede slet ikke kræver nogen plads i rummet – ikke engang langs væggen.
 
En skydedør smækker ikke, hvis der er gennemtræk i huset; den er forholdsvis simpel at montere, og der er adskillige muligheder for at sætte sit personlige præg på skydedøren, fx ved at vælge en dør med glasudskæring, hvilket giver en større rumfornemmelse, eller et anderledes skydedørsbeslag. Hos Jeld-Wen mærker man en klar tendens til, at efterspørgslen på skydedøre er stigende:
 
- Jeg tror, at det skyldes de mange fordele ved en skydedør: Selvfølgelig at den er funktionel og praktisk, men også at skydedøre nu til dags fås i lige så mange modeller og designs som traditionelle døre. Skydedøren er blevet moderne og kan sidestilles med andre elementer og møbler, som udgør indretningsstilen i et hjem, slutter Kirsten Haarbo.
 

Kunne du lide hvad du så?

Del dette med en ven